Hroar og Helge
Spilleperiode: 19. juni - 12. juli 2015
Forfattere:
Anne-Marie Jørgensen og Ole Zester
Instruktør:
Louise Schouw
Resume:
Danmark hærges af borgerkrig. De to brødre Frode og Halfdan strides både om magten i landet og en kvindes kærlighed.
Eneboeren Vifil beslutter sig for at drage til kong Halfdan for at få hjælp mod troldfolk, der overfalder og plyndrer. Vifil ankommer til kongsgården inden et stort blot. Her møder han Halfdans sønner Hroar og Helge og deres mor, dronning Tove.
Blotet er et dårligt varsel for Halfdan, og Tove, der fornemmer fare, sender sine sønner i skjul hos Vifil. Dårligt er de kommet væk, før Frode overfalder kongsgården og overvinder og dræber Halfdan. Tove får stoppet plyndringen af kongsgården ved at love at gifte sig med Frode. Frode lover også at skåne Hroar og Helge, et løfte, han hurtigt bryder ved at sende stimænd efter drengene. Den uhyggelige troldkvinde Gylda hjælper ham med at lokalisere drengene.
Hroar og Helge gemmer sig på Vifils næsten øde ø. Vifil opsøges af Toke, som er en forræder i Frodes sold. Drengene får narret Toke, der rejser bort uden at have fundet drengene. Nogle stimænd kommer også til øen, og denne gang bringer Helges pral drengene i stor fare, og den efterfølgende kamp får et tragisk udfald.
Drengene beslutter sig for at opsøge deres fars gamle rådgiver Jarl Regin for at få hjælp.
Men vil de nogensinde undslippe Frode og Gyldas troldkunster? Vil deres slægtninge hjælpe dem, eller vil Frode få held til at udslette Halfdans blodslinje?