Lysfest og Vintermarked
Lørdag den 14. december 2024
kl. 12.30 – 17.00
Når året går på hæld, og dagene atter bliver længere, fejrer vikingerne lysets komme. I vikingetiden foregik det i festligt lag hos høvdingen i langhuset med varm suppe og med masser af dejlig mjød.
I dag fejrer de moderne vikinger også lysfesten – måske er der ikke helt så megen mjød, men der er varm suppe og solhvervstale.
Allerede ved frokosttid vågner Vikingepladsen til dåd, og vikingerne inviterer til det traditionelle vintervikingemarked i hytterne bag scenen.
I skumringen tændes der lys i træerne, og på denne stemningsfulde måde hilser vi de lysere tider velkommen tilbage.
Selvom det kan være en råkold fornøjelse, så er det netop en fornøjelse, for moderne vikinger er snarrådige. De ved godt, at når bare der er noget at varme sig på og lidt at guffe i sig, så skal det nok blive et tiltrængt pusterum i den stressede juletid.
Der vil være gløgg, kakao og varm øllikør. Pandekager, pølser og flæskestegssandwich, røget ål, stegte saltsild, brændte mandler og meget mere. Søger du en helt speciel julegave, så kig forbi og se det store udvalg af vikingesmykker, lædervarer og pileflet.
Vigtigst af alt, så er det herude i Vikingernes Verden, at tiden står stille, og man kan hygge sig og få en god snak.
Velkommen til en dejlig vinterdag i Vikingernes Verden.
Program for dagen:
kl. 12.30 Marked og buebane åbner
kl. 15.30 Lysene tændes i træerne
kl. 15.30 Emblas Sang og suppe i langhuset
kl. 16.00 Lurblæs og Solhvervstale i langhuset
kl. 17.00 Markedet lukker
Vi glæder os til at byde jer velkommen til årets sidste begivenhed, inden vi træder ind i 2025!
Ret til ændring forbeholdes
Gratis adgang og parkering