OPDATERES 2022
ÅRETS LYSFEST OG VINTERMARKED 2021 ER DESVÆRRE AFLYST PGA. CORONA-SITUATIONEN.
Vi beklager meget.
Vikingerne aflyser den traditionsrige Lysfest på lørdag d. 11. december. Endnu en gang må Vikingespillet se sig nødsaget til at aflyse en begivenhed på grund af den uindbudte gæst - pandemien. Årsagen til aflysningen er dels det store smittetryk i Hovedstadsområdet, og dels at der er mulighed for mere end 1000 gæster til arrangementet. Vikingespillet har ikke mulighed for at kontrollere coronapas, da området for arrangementet er åbent, og derfor kan der ikke tages de fornødne forholdsregler.
Vikingespillet ønsker at passe godt på vores gæster og vikinger, og derfor har vi taget denne kedelige beslutning.
Vikingespillet ønsker alle en glædelig jul.
Vi ses til forårets Familiedag og Vikingemarked den 30. april.
Lørdag den 11. december 2021 kl. 12.30 – 17.00 /AFLYST
Vikingepladsen, Kalvøvej 26, Frederikssund
Program for dagen
Når året går på hæld, og dagene atter bliver længere, fejrer vikingerne lysets komme. I vikingetiden foregik det i festligt lag hos høvdingen i langhuset med varm suppe og med masser af dejlig mjød.
I dag fejrer de moderne vikinger også lysfesten – måske er der ikke helt så megen mjød, men der er varm suppe og solhvervstale.
Allerede ved frokosttid vågner Vikingepladsen til dåd, og vikingerne inviterer til det traditionelle vintervikingemarked i hytterne bag scenen.
I skumringen tændes der lys i træerne, og på denne stemningsfulde måde hilser vi de lysere tider velkommen tilbage.
Selvom det kan være en råkold fornøjelse, så er det netop en fornøjelse, for moderne vikinger er snarrådige. De ved godt, at når bare der er noget at varme sig på og lidt at guffe i sig, så skal det nok blive et tiltrængt pusterum i den stressede juletid.
Der vil være gløgg, kakao og varm øllikør. Pandekager, pølser og flæskestegssandwich, røget ål, stegte saltsild, brændte mandler og meget mere. Søger du en helt speciel julegave, så kig forbi og se det store udvalg af vikingesmykker, lædervarer og pileflet.
Vigtigst af alt, så er det herude i Vikingernes Verden, at tiden står stille, og man kan hygge sig, få en god snak, mens børnene hører historier i en af hytterne.
Velkommen til en dejlig vinterdag i Vikingernes Verden
.